Klovn jagter tre mindreårige drenge med økse gennem Skælskør

Skrevet af Morten Larsen

19/10/2016
Det uhyggelige fænomen med de onde klovne fortsætter.

Mest læste i dag

Tre mindreårige drenge fra Skælskør var tirsdag eftermiddag ude for en voldsom oplevelse, da de pludselig mødte en mand iført klovnekostume på Parkvej i den gamle købstad på Sydsjælland.

Klovnen stod og kiggede på de tre børn med en økse i hånden. Det skriver TV2 ØST.

Drengene vendte sig om og løb væk fra klovnen, der svarede igen ved at jagte dem med en økse over hovedet.

De skræmte børn løb hen til en fremmed kvinde. Hun valgte med det samme at slå alarm til politiet, og bagefter gik hun ud for at finde den onde klovn.

- Vi finder desværre ikke manden, da vi kort efter patruljerer i området, siger Ole Hald, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

Det bizarre fænomen med skræmmende klovne lader ikke til at være fortid, og hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan man oplyse, at der sent onsdag aften var endnu en klovn på spil i Odsherred.

En ældre dame var ude at lufte sin hund, da hun så en person i klovnekostume stå et par meter længere væk.

Klovnen begyndte at fotografere den kvindelige hundelufter, og dermed kan man sige, at denne klovn ikke var helt så ond.

Det lykkedes heller ikke politiet at fange klovnen i Odsherred.