Nye vigtige spor i sagen om Emilie Meng

Skrevet af Ane Sørensen

20/06/2017
Emilie Meng Foto: Privat
Emilie Meng Foto: Privat
Politiet har offentliggjort oplysninger om et nyt spor i sagen om Emilie Meng, som blev fundet dræbt juleaftensdag 2016.

Mest læste i dag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder danskerne om hjælp, efter de har fået et nyt spor i sagen om Emilie Meng, som blev fundet dræbt juleaftensdag 2016.

En overvågningsvideo fra Korsør station, hvor den dengang 17-årige Emilie Meng sidst blev set om natten den 10. juli 2016, viser en bil, som kører fra parkeringspladsen og rundt om stationen omkring det tidspunkt, hvor den unge pige sidst blev set.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Kvaliteten af videoen var desværre så dårlig, at billederne ikke umiddelbart kunne bruges. Derfor blev de i stedet sendt til en ekspert i udlandet. 

- Efter flere måneders arbejde med overvågningsvideoen har vi netop modtaget resultatet af de tekniske undersøgelser. Derfor kan vi nu gå ud i offentligheden med nye oplysninger, siger Søren Ravn-Nielsen, som er efterforskningsleder og vicepolitiinspektør.

På videoen kan man se en lys personbil, som sandsynligvis er af mærket Hyundai I30, model 2011-2016, hatchback - eller en bil, som ligner den meget. Politiet har udsendt billeder af en bil af denne model, som du kan se lige herunder:

Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Bilen kørte fra parkeringspladsen og rundt om stationen klokken 04.07 den 10. juli 2016.

Politiet vil gerne høre fra folk, der har oplysninger om denne bil, eller befandt sig i nærheden af Korsør station i tidsrummet 3.30 - 04.30 den 10. juli, og som endnu ikke er blevet kontaktet af politiet.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.

Du kan se en rekonstruktion af overvågningsvideoen lige over denne artikel.