Henvendelser om Emilie Meng strømmer ind: Her er politiets opfordring til danskerne

Skrevet af Ane Sørensen

02/01/2017
Foto: Polfoto/Privat
Foto: Polfoto/Privat
Politiet har fået mere end 200 nye henvendelser, men de har stadig et ønske til danskerne.

Dagens topnyheder

Der er gået ni dage, siden liget af forsvundne Emilie Meng blev fundet i et vandhul ved Borup. Det var en tilfældig hundelufter, som fandt den 17-årige pige.

Siden har Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi fået mere end 200 nye henvendelser i sagen om den unge kvinde, som forsvandt på vej hjem fra en bytur for knap et halvt år siden.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi har fået rigtig mange henvendelser. Også henover nytåret. Et pænt stykke over 200. Fra folk, der fortæller om ting, de har set, hændelser, køretøjer, de har observeret, eller personer, de mener kan være af betydning, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn til Ekstra Bladet.

Men Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer stadig danskerne til at kontakte dem, hvis de har oplysninger, der måske kan være relevante i sagen:

- Vi vil rigtig gerne høre fra folk. Særligt, hvis de har oplysninger om dagene omkring hendes forsvinden den 10. juli. Både fra Korsør og fra Borup. Alle henvendelser er velkomne, siger Søren Ravn.

Retsmedicinere er stadig ved at undersøge Emilie Meng for spor og en konkret dødsårsag. Liget har ifølge Søren Ravn karakter af, at hun har ligget død længe. Derfor tager det tid at gennemføre undersøgelserne.

Emilie Meng forsvandt den 10. juli 2016 efter en bytur i Slagelse. Hun havde taget et tog til Korsør Station og valgte at gå hjem derfra. Siden vides det endnu ikke, hvad der er sket hende.