23/07/2018
Forloren hare
Opskrift på verdens bedste forloren hare med bacon.
Forloren hare betragtes i dag ikke som noget fint måltid, men sådan har det ikke altid være. Få historien om farsretten, og opskriften på, hvordan du laver en lækker udgave af den til middagsbordet.

Mest læste i dag

Forloren hare eller fupkanin, som nogle spøgefuldt kalder den, er en af de rigtig gamle og traditionelle retter. Vi regner den i dag for at være billig hverdagsmad, men ved sin opstående, var situationen en ganske anden.

Forloren hare

Der har aldrig været hare i forloren hare – navnet har den i stedet fået på grund af sin udformning og tilbedelsesmåde. Den formes nemlig som ”en hareryg” inden den dækkes med røget flæsk og derefter ”steges som vildt”.

Det betyder, at haren brunes, og steges i ovnen ved dæmpet varme, og dryppes med mælk eller med en sauce tilsat gelé med jævne mellemrum. En metode, der er særlig for det danske køkken, og vinder indpas i 1800-tallet, for at sikre at sarte vildt ikke tørrer ud, når det ovnsteges.

Før kødhakkemaskinens fandt vej til hjemmene, var det at lave fars et ret stort arbejde, da det skulle hakkes i hånden. Derfor blev det alene brugt i de større og mere velbeslåede køkkener, hvor der var tid og mandskab nok til at forarbejde kødet.

Men omkring år 1900 kom kødhakkemaskinen på banen og revolutionerede farsretterne.

Forloren har er en af de første retter, hvor der optræder en blanding af hakket flæsk og oksekød. Den ses i en tidlig udgave første gang i en kogebog fra 1815, men den version vi kender i dag, kommer fra den legendariske Frk. Jensens Kogebog fra 1901. 

Her laves den forlorne hare af okse-og flæskefars med fløde, rasp og æg. 

Fra 1950'erne ændres fremgangsmåden, formentlig for bekvemmelighedens skyld. Det røgede flæsk erstattes af det skiveskåret bacon, der er kommet til i mellemtiden og retten forenkles yderligere kort efter og bliver ikke længere formet som en haresteg. 

Det med at dryppe den udgår til fordel for en jævnet sauce dog stadig med en klat gele i.

Ingredienser

Det skal du bruge for at lave forloren hare opskrift til 4 personer:

250 g hakket svinekød ca. 12 % fedt
250 g hakket oksekød ca. 12 % fedt
1 æg
1 dl rasp
1 dl bouillon (eller en bouillonterning og vand)
½ dl mælk 
En pakke bacon i skiver
Salt og peber

Sauce:

3 dl bouillon eller vand
2 dl piskefløde
2 spsk. hvedemel
1 spsk. ribsgelé
evt. kulør

Fremgangsmåde

Farsen kan både røres på maskine eller i hånden.

1. Kød, salt, peber og æg kommes i en skål og blandes godt med en ske.

2. Rør raspen i af flere omgange, så den bliver jævnt fordelt.

3. Bland bouillon med mælk og tilsæt blandingen til farsen under omrøring.

4. Hæld farsen i et ovnfast fad og form farsbrødet. Sørg for at det ikke rør siderne og at der er god plads hele vejen rundt om det.

5. Læg nu baconskiverne på. Du kan enten lægge dem på tværs, eller du kan bardere kødet, så du dækker hele farsbrødet med bacon.

6. Forvarm ovnen til 200 grader på almindelig over- og undervarme. 

7. Sæt den forlorne hare midt i ovnen og brun den i omkring 20 minutter. Den skal nå at blive lidt fast i det.

8. Hæld bouillon i fadet, og lad retten stege videre i en omkring ca. 1 time. Stik evt. med en kødnål for at se, om kødsaften er klar, og ”haren” gennemstegt. Hakket kød skal altid gennemsteges.

9. Tag haren op af fadet, og læg den forsigtigt på et spækbræt med læg stanniol over, så den holder sig varm.

10. Sæt en si i en lille gryde, og hæld nu skyen i. Lad den stå på jævn varme.

11. Put melet i et glas og tilsæt lidt vand. Rør rundt med en teske til blandingen er jævn.

12. Hæld melblandingen i en gryde under omrøring og lad den simre et par minutter.

13. Afslut med fløden og ribsgeleen, og husk at smage saucen til med salt og peber

Hvis du synes at saucen er for lys, kan du evt. tilsætte et par dråber kulør.

Servér retten med kogte eller ovnstegte kartofler samt kogte eller dampede grøntsager.

Du kan også vælge at servere med rødkål, sprød kålsalat eller agurkesalat.

I stedet for ribsgele kan du anvende tyttebærsyltetøj.

Forloren hare næringsindhold

Næringsindhold pr. 100 g:

  • Energi : 199 kcal
  • Fedt: 13,4 gram
  • Kulhydrat: 6,5 gram            
  • Sukker: 0,4 gram
  • Kostfibre: 0 gram
  • Protein: 13,5 gram
  • Salt: 1,5 gram