Jim Lyngvild jagter mænd på gaden: 'Skammer du dig ikke?'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

22/09/2017
Jim Lyngvild fulgte efter to mænd, efter at de råbte 'homo' til ham. Foto: Jim Lyngvild/Youtube
Jim Lyngvild fulgte efter to mænd, efter at de råbte 'homo' til ham. Foto: Jim Lyngvild/Youtube
To mænd fik Jim Lyngvilds vrede at mærke, da de råbte efter ham på gaden. Nu går videoen viralt på Facebook.

Mest læste i dag

- Homo!

Sådan råbte to ukendte mænd efter modeeksperten, iværksætteren og realitystjernen Jim Lyngvild, da han gik på gaden i Odense forleden.

Et nedladende tilråb, som den kendte designer ofte oplever i det offentlige rum og som regel ikke gider reagere på.

- Jeg oplever det så tit. 99 procent af gangene gider jeg ikke bryde min hjerne med det, fortæller han til Ekstra Bladet.

Men denne gang var anderledes for Jim Lyngvild, der med ét fik nok, fandt sin mobiltelefon frem og satte efter de to mænd.

Den kendte forfatter endte med at jagte dem ind i en printerforretning, hvor han konfronterede den ene, der havde gemt sig i baglokalet med hætten trukket langt ned over ansigtet, så man ikke kunne se ham.

- Hvorfor skulle du råbe homo efter mig? Synes du ikke, at det er lidt pinligt, du er en voksen mand, lyder det fra Jim Lyngvild, mens den fåmælte mand tydeligvis ikke er tilfreds med konfrontationen.

Han står med ryggen til, tripper på stedet og svarer ikke.

- Skammer du dig? Som et lille pattebarn, spørger en vred Jim Lyngvild den hætteklædte mand, inden han vender om på hælen og går ud af butikken igen.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen mener, at deres holdning til min seksualitet skal udbasuneres i åben gade, hvor der er mange mennesker, forklarer han efterfølgende til Ekstra Bladet og afslører, at det langt fra er første gang, at han tager kampen op mod nedladende tilråb.

- Jeg gør det kun for min skyld. Jeg er sgu ikke bange for at stikke næsen frem. Der er mange, der ikke ville bryde sig om det. Der er nogen, der bliver rigtigt kede af det. Det gør jeg ikke længere, lyder det fra modemanden til avisen.

Efter optrinnet har han lagt videoen af konfrontationen på sin Facebook-profil, hvor han skriver:

- I får mig aldrig ned med nakken. Homosvinet Jim Lyngvild er ikke bange for at tage kampen op.

Se videoen herunder:

Og se hans opslag her: