LIGE NU: Prins Henrik er kommet hjem fra hospitalet

Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Prins Henrik er tirsdag blevet bragt hjem til Fredensborg Slot efter sit ophold på Rigshospitalet.

Prins Henrik er tirsdag kommet hjem til Fredensborg Slot, efter at have været indlagt på Rigshospitalet de sidste par uger.

Det oplyser Kongehuset tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er i dag blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor Prinsen ønsker at opholde sig i sin sidste tid. Prinsens tilstand forbliver alvorlig, lyder det i pressemeddelelsen.

Læs også

Prins Henriks tilstand alvorligt forværret: Frederik haster hjem fra Sydkorea

Fredag meddelte Kongehuset, at kronprins Frederik var på vej hjem fra sit ophold i Sydkorea, hvor han var i anledning af De Olympiske Lege, fordi prins Henriks tilstand var alvorligt forværret:

- Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har på denne baggrund afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege. Kronprinsen er nu på vej til Danmark, lød det fra Kongehuset fredag morgen.

Siden har medlemmer af kongefamilien aflagt prinsen flere besøg på Rigshospitalet, hvor han blev indlagt i slutningen af januar. I forbindelse med indlæggelsen oplyste Kongehuset, at prins Henrik blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i sin venstre lunge:

Læs også

Prins Henrik pludselig indlagt på Rigshospitalet - nu fortæller hans gode ven om årsagen

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden søndag den 28. januar været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet, skrev Kongehuset i en pressemeddelelse og tilføjede: 

- Prins Henrik vil i dag blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion. Efter endt behandling vil Hans Kongelige Højhed tage ophold på Fredensborg Slot.

Prins Henrik opholdte sig i starten af året i Sharm El-Sheikh i Egypten, da han måtte indlægges og flyves hjem til Danmark for yderligere undersøgelser.

83-årige prins Henrik var desuden indlagt i sommer, hvorefter Kongehuset i efteråret meddelte, at prinsen lider af demens.

Prins Henrik indlagt: Undersøgt for tumor

Dagens Gossip