Mille Dinesen afslører: Her er faderen til mit barn

Skrevet af Nils Würtzenfeld

13/06/2018
Til august skal den populære skuespiller være mor for første gang. Nu løfter hun sløret for, hvem faderen til barnet er.

Mest læste i dag

Den kendte tv-vært Anders Breinholt kunne ikke holde sin forbavselse tilbage, da skuespilleren Mille Dinesen i februar i år pludselig sprang en sand bombe, da hun medvirkede i Breinholt tv-program Natholdet.

Her afslørede Mille Dinesen nemlig for rullende kameraer, at hun er gravid og skal føde til august. Alt sammen mens rulleteksterne kørte, og der var sekunder tilbage af programmet.

- Du føder et barn i august? Neeej, er du gravid? Mille Dinesen er gravid! Tillykke, lød det dengang fra den lamslåede tv-vært, inden han spurgte:

- Hvem er faderen?

- Det rager ikke dig, lød det kække svar fra den 44-årige skuespillerinde og siden offentliggørelsen, har der været mange gætterier om, hvem der mon er far til det længe ventede barn.

Nu afslører Mille Dinesen dog selv, at faderen er Thomas Busch, som hun har dannet par med flere gange i løbet af de seneste 12 år.

I et opslag på Instagram, som blev lagt op tirsdag eftermiddag, skriver hun:

- I snart 12 år har vi kæmpet for at blive gravide. Det har tit været anledningen til, at vi flere gange har måtte kaste håndklædet i ringen. Men kærligheden slap aldrig op imellem os. Nu er jeg gravid sammen med den mand jeg elsker - og vi har ikke været lykkeligere. Drømme går nogen gange i opfyldelse,’ skriver Mille Dinesen til billedet af parret der kysser.

Thomas Busch og Mille Dinesen dannede første gang par i 2006, hvor han fungerede som skuespillerindens agent. Parret havde efterfølgende et on-off-forhold med flere pauser af forskellig længde helt frem til februar 2017, hvor forholdet imellem de to var endegyldigt slut.

Nu har de to imidlertid fundet sammen igen og denne gang har kærligheden ført den ultimative gave med sig.

I april valgte Mille Dinesen at løfte sløret for barnets køn via en Instagram Story.

- It's a boy, skriver hun efterfulgt af hashtagget #20ugersscanning.