15-årig forsvandt under badetur med familien: 'Vi finder ham ikke i live'

Skrevet af Kristine Bugbee

21/05/2017
Politiet har opgivet at finde den 15-årige dreng, som forsvandt i havet for øjnene af sin far ved Christiansminde ved Svendborg. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Dagens topnyheder

- Trods en ihærdig indsats fra redningspersonalet og lokale frivillige, som har bistået med transport af dykkere mv, har det desværre ikke været muligt at finde drengen, skriver Fyns Politi.

Klokken var 18.37 lørdag aften, da politiet modtog et alarmopkald om, at en teenager var forsvundet i vandet under en badetur med sin familie. Han badede for enden af en 20 meter lang badebro med sine far og en anden dreng, da det pludselig gik galt. 

- Faren forsøger at få fat i ham, men det lykkes ikke. Han forsvinder bare - måske på grund af strømforholdene, siger vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi til Ritzau.

Politi og redningspersonale gik i gang med en større eftersøgning med dykkere, helikoptere og flere både, men omkring klokken 23 bekendtgjorde Forsvarets Operationscenter, at eftersøgningen var ved at blive indstillet.

- Vi er ved at lukke ned for eftersøgningen. Vores vurdering er, at det ikke længere er muligt at finde ham i live. Området er fuldstændig eftersøgt på kryds og tværs, og vi kan ikke finde ham, fortalte vagtholdsleder Klaus Rasmussen til Ritzau.

Fyns Politi forklarer, at strømforholdene er kraftige i Svendborgsund, hvilket hurtigt har udvidet det eftersøgte område. Det lykkedes altså ikke at finde drengen i tide.

Familien modtager krisehjælp fra krisepsykologer fra Svendborg Sygehus. 

Lisa hører en underlig lyd i sin stue - brækker loftet op og gør et uhyggeligt fund