8-årige William styrtede på cykeltur med klassen: 'Gid de kunne se mig nu, mor'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

21/09/2017
Foto: Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen
Foto: Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen
En otteårig dreng fik sig onsdag en voldsom oplevelse, da et alvorligt cykelstyrt kostede ham en tur på hospitalet.

Mest læste i dag

Hvad der skulle have været en sjov cykeltur med klassen endte onsdag som en dramatisk oplevelse for otteårige William Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen fra Snaptun ved Horsens.

For da eleverne ved middagstid var på vej ned ad en bakke, og William kom susende med fuld fart, styrtede den otteårige dreng pludselig på cyklen.

Det hele fik så stærkt, så William ikke nåede at tage fra. Derfor fløj han af cyklen og ramte jorden med hovedet først.

- Det var en voldsom oplevelse. Både for William og alle de andre elever, da der blev sendt bud efter både ambulance, lægebil og helikopter, fortæller Williams mor, Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen til Dagens.dk.

Efter ulykken blev William hastet til Horsens Sygehus, selvom den lille dreng hellere ville hjem til sin mor, der arbejder som sygeplejerske, og derfor, ifølge William, kunne tage sig af ham.

I stedet blev den otteårige dreng indlagt på sygehuset, hvor personalet behandlede hans skader.

- William fik en fantastisk behandling af personalet på skadestuen, og han tog det bare så flot. Han var virkelig sej, roser Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen sin søn.

Ganske vist var drengen både gul og blå og fuld af hudafskrabninger, men heldigvis var han sluppet med livet i behold – takket være sin cykelhjelm.

Foto: Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen

- Bag blod, konfusion og tårer gemte der sig heldigvis kun knubs og en mindre hjernerystelse. Takket være cykelhjelmen. For som lægerne efterfølgende kunne konstatere: Uden cykelhjelmen - ingen William, forklarer moderen og priser sig lykkelig for den hjelm, der reddede hendes søns liv.

Onsdag eftermiddag var William hjemme igen, og da han lå og sundede sig i sin seng, kom han med en vigtig betragtning.

- Han lå i sin seng og tænkte over tingene, inden han sagde til mig: ’Mor jeg ville bare ønske, at alle dem, der ikke kører med cykelhjelm, kunne se mig nu, så de kan se, hvor dumme de er,’ forklarer Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen og fortsætter:

- Han spurgte, om jeg ikke kunne sørge for, at folk fik det at vide. Herhjemme kører vi alle med cykelhjelm, og jeg vil meget gerne sende opfordringen videre. Vi plejer at sige; er der hjul under fødderne, så skal der skal på hovedet. Det betyder, at cykelhjelmen skal på, lige meget om man cykler, står på skateboard eller rulleskøjter, lyder opfordringen.

Efter sønnens ulykke har Mette Ringtved Meldgaard Nederby Pedersen skrevet et Facebook-opslag, hvori hun fortæller om Williams uheld og ikke mindst deler hans opfordring til andre.

- Bolden er hermed givet op - hjælp gerne William med at dele hans budskab, lyder det fra familien i opslaget, der i skrivende stund er blevet liket 5.000 gange og delt af mere end 6.000 mennesker.