Forside Forbrug Dårligt nyt for Netto: Så meget billigere er Rema 1000

Dårligt nyt for Netto: Så meget billigere er Rema 1000

Rema 1000, Netto
Shutterstock

Handler du normalt i Netto? Så kan der være overraskende mange penge at spare hos konkurrenten.

Der kan være penge at spare på dagligvarerne alt efter, hvilken discountkæde du vælger at lægge vejen forbi.

Et nyt pristjek viser nemlig, at forskellen mellem Netto og Rema 1000 er vokset markant gennem de seneste måneder.

Mens Rema 1000 har skruet ned for priserne på en lang række varer, er Netto sakket bagud.

Og forskellen kan efterhånden mærkes på pengepungen.

128 kroner skiller kæderne

Ifølge en gennemgang af de seneste fire måneders pristjek fra prissammenligningstjenesten Madprisluppen koster den undersøgte indkøbskurv i september 128 kroner mere i Netto end i Rema 1000.

Tilbage i juni var forskellen blot 43 kroner.

Prisforskellen mellem de to discountkæder er dermed næsten tredoblet på få måneder.

Ifølge Lars Smidt, der er kommerciel ansvarlig hos Madprisluppen, skyldes udviklingen især, at Rema 1000 på det seneste har sænket priserne på en række varer.

For nylig kom det blandt andet frem, at kæden har sat prisen ned på 72 varer.

Det skriver BT.

Netto har ikke fulgt med

Rema 1000 er dermed for alvor hoppet med på den bølge af prisnedsættelser, som Lidl og Netto satte gang i tilbage i maj.

Netto har dog efterfølgende hævet priserne igen på en del af de varer, der tidligere blev sat ned.

Samtidig har kæden ifølge Madprisluppen ikke ændret priserne i september, mens både Lidl og Rema 1000 har gennemført prisnedsættelser.

Det har været med til at øge afstanden mellem Netto og Rema 1000.

Netto svarer igen

Hos Salling Group, der står bag Netto, er man dog ikke enig i, at pristjekket giver hele billedet.

Pressechef Jacob Krogsgaard peger på, at kundernes reelle indkøbspris består af både tilbud og normalpriser.

Han understreger samtidig, at Netto fortsat arbejder på at sammensætte en konkurrencedygtig indkøbskurv.

Madprisluppens pristjek viser ikke desto mindre, at der lige nu er en markant forskel mellem de to kæder: Den undersøgte indkøbskurv er 128 kroner billigere hos Rema 1000 end hos Netto.

Ads by MGDK