Anders spottede noget sort på motorvejen: Så sprang han ud af bilen og stoppede trafikken

Foto: Dyreværnet/Facebook

Københavnske Anders Nielsen tøvede ikke et sekund, da han pludselig opdagede et dyr rende rundt på motorvejen. Nu hyldes han af Dyreværet.

Torsdag morgen var montør Anders Nielsen på vej på arbejde gennem den københavnske myldretrafik, da han pludselig lagde mærke til noget mellem bilerne.

Montøren fra virksomheden V. Guldmann holdt i kø på motorvejen ind mod København, da han lagde mærke til noget sort, som han først troede, var en sikkerhedssele, som hang ud af en dør på en bil. Det skriver Avisen.dk.

Pludselig gik det dog op for Anders Nielsen, at der var tale om en lille, sort kattekilling, som forvildet løb rundt mellem bilerne.

Killingen, der kun var omkring fire uger gammel, forsøgte at undgå de mange køretøjer, og løb blandt andet ud foran en bil, der måtte bremse, før den forsvandt ind under en stor varevogn.

Det fik straks Anders Nielsen til at reagere.

Læs også

Hærværk med løsnede hjulbolte breder sig i hele landet: Nu har politiet en teori

- Jeg stoppede bilen og hoppede ud og fik varevognen standset, fortæller Anders Nielsen til Avisen.dk.

Herefter bøjede han sig ned under varevognen, hvor det lykkes ham at få fat på den skræmte killing, der sad presset op under den ene fælg på køretøjet.

Selvom arbejdet som servicemand og montør ud i handicapudstyr til hospitaler ventede for Anders Nielsen, så valgte han alligevel at tage killingen med sig og køre til Dyreværnets afdeling på Islevdalsvej i Rødovre.

Undervejs lå den lille kat roligt i hans skød som tak for hjælpen.

Anders Nielsen har efterfølgende indrømmet, at han blev en anelse rystet over hele episoden, men heldigvis var der ingen biler, som valgte at dytte af hans heltemodige redningsaktion - heller ikke selvom han stoppede morgentrafikken for en stund.

Foto: Dyreværnet/Facebook

Efterfølgende kunne Anders Nielsen afleverer den lille killing hos Dyreværnet, som efterfølgende har hyldet den godhjertede montør på deres Facebook-side.

- Vi har valgt at døbe den lille snude Andersine - hun er nemlig opkaldt efter sin redningsmand. Andersine tog det hele i stiv arm, men det var tydeligt, at Anders var rørt over episoden, skriver Dyreværnet på Facebook, hvor man også har delt et billede af Anders Nielsen sammen med den Andersinde.

Afslutningsvis opfordrer de deres følgere til at give redningsmanden et like som tak for hans ekstraordinære indsats.

- Vi synes at Anders fortjener det største like i verden. Tak, lyder det til slut i opslaget, som på et døgn har høstet 9,1 tusinde likes samt adskillige kommentarer og delinger.

Læs også: Syg hund smidt på losseplads - ejer ville ikke betale dyrlægeregningen

Dagens Gossip