Dansk forskning: Ny vaccine mod brystkræft på vej

Skrevet af Kasper Rasmussen

29/11/2017
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Danske forskere har gjort et gennembrud i kampen mod brystkræft.

Mest læste i dag

Brystkræft er den mest dominerende kræftform blandt kvinder, hvor næsten 32 procent af kræftsyge kvinder rammes af brystkræft. 

Men det tal vil formentlig falde de kommende år. 

Forskere fra Københavns Universitet har nemlig udviklet en ny effektiv vaccine, som får kroppen til selv at bekæmpe kræftcellerne.

Dermed bliver kroppens eget immunforsvar med den nye vaccine for første gang i stand til at bekæmpe brystkræft, viser en række forsøg, som forskerene fra Københavns Universitet har udført på mus. 

- Det banebrydende ved vaccinen er, at den får kroppen til selv at danne antistoffer i stedet for at skyde en masse fremmede ind i den, sådan som vi gør i dag, siger lektor og forfatter til studiet Adam Sander til BT. 

20-30 procent af kvinder rammes af en særlig aggresiv form for brystkræft, som kaldes HER2-positive brystkræft, og det er denne, som den nye vaccine kan hjælpe kroppen med at bekæmpe.

- Kvinder bliver i dag behandlet med enorme mængder antistoffer, som er udvundet fra dyr. Det er meget dyrt og ikke optimalt, fordi kvindernes kroppe ofte danner antistoffer, der bekæmper de antistoffer, der skal slå kræften ned, forklarer Adam Sander til avisen. 

Udover at behandlingen i dag ofte fører til en aftagende virkning af antistofferne, fører den også ofte til alvorlige bivirkninger, der i sidste ende kan betyde, at behandlingen helt må stoppes. 

Adam Sander vurderer desuden, at behandlingen med den nye vaccine bliver billigere end den nuværende behandling. 

I dag koster det i omegnen af en kvart million kroner at behandle en kvinde med antistoffer, mens vaccinen vil koste nogle hundrede kroner. Men hvor mange vacciner kvinderne skal have med den nye behandling, står endnu ikke klar. Men Adam Sander slår fast, at det er færre end det antal antistofbehandlinger den nuværende behandling giver. 

Men der kan gå lang tid, før den nye behandling kommer på det danske marked. Den skal nemlig først testes på mennesker, hvor vaccinens sikkerhed og effektivitet skal undersøges.

13-årig dreng finder mystisk genstand på boldbane nær Køge - kort efter går det helt galt