Danskerne raser efter Marley og Friggs dødsdom: Afskaf hundeloven nu!

Skrevet af Morten Larsen

16/11/2016
Tirsdag formiddag besluttede Østre Landsret, at de to fynske hunde Frigg og Marley skal aflives, og dén beslutning vækker stor utilfredshed blandt Dagens.dks læsere.

Dagens topnyheder

Tirsdag formiddag besluttede Østre Landsret, at de to fynske hunde Frigg og Marley skal aflives.

De to blandingshunde har fået deres dødsdom, da det ikke kan udelukkes, at de er ulovlige.

Hundene har i de sidste to år boet på et dyreinternat, mens deres sag er blevet behandlet af myndighederne.

I går var tidspunktet så kommet, hvor Østre Landsret skulle tage stilling til, om Rigspolitiets afgørelse fra 2014 stadig var gyldig eller ej.

Dengang blev det bestemt, at Frigg og Marley skulle aflives, da Rigspolitiet var af den overbevisning, at hundene har ulovligt blod i årerne.

I hundeloven er der omvendt bevisbyrde, og dermed er det ikke politiet, men ejerens opgave at fremvise tilstrækkelig dokumentation på hundens race.

Det lykkedes ikke de to fynske hundeejere at fremvise nok dokumentation for, at Frigg og Marley ikke er racemæssigt forbundet med Amerikansk Staffordshire Terrier - en hunderace, der er forbudt i Danmark.

Gårdagens afgørelse får dog ikke Venstre til at ændre i den omstridte hundelov.

Sådan lyder meldingen fra partiets dyrevelfærdsordfører, Erling Bonnesen, til TV2 Fyn.

- Hvis vi går lidt tilbage i tiden, var der alt for mange situationer, hvor farlige kamphunde angreb mennesker og børn og skambed dem. Det var forfærdeligt, og det var vi et ret stort flertal på borgen, som ville gøre op med. Derfor er loven udformet, som den er, siger Erling Bonnesen til den regionale tv-kanal.

Efter dødsdommen til Marley og Frigg har mange hundeejere sat sig til tasterne for at ytre deres utilfredshed med hundeloven.

Frigg og Marley burde ikke aflives - derimod burde hundeloven få dødssprøjten, lyder hovedbudskabet i mange kommentarer på Dagens.dks Facebook-side.

- Det kan ikke være rigtigt, at dyr skal aflives, fordi de ikke har den rigtige stamtavle. Jeg græder ved tanken, skriver en bruger ved navn Pia Jensen.

- Det er fandme noget svineri! Det burde være myndighederne, der skulle bevise det og ikke ejeren. Lad nu tvivlen komme de to stakkels dyr til gode, skriver Hans Gylling i kommentarfeltet til artiklen her:

Hundelovens omvendte bevisbyrde er også omdrejningspunktet i en kommentar fra Karen Pedersen: 

- Afliv de klaphatte til no brains (hjernedøde, red.) politikere, der har lavet den regel, skriver hun på det sociale medie.