Hundene Frigg og Marley skal aflives: Ejer kunne ikke bevise, at hundene er lovlige

Morten Larsen

401 uger siden

|

15/11/2016
Østre Landsret har netop afgjort, at to fynske blandingshunde skal aflives. Ejeren har ikke været i stand til at fremvise tilstrækkelig dokumentation for, at de to hunde ikke tilhører en ulovlig hunderace.

Dagens topnyheder

Østre Landsret har tirsdag formiddag afgjort, at to fynske blandingshunde skal aflives. Det skriver TV2 Fyn.

Den oprindelige ejer har ikke set hundene Frigg og Marley i de to år, hvor de har boet på et dyreinternat, mens deres sag er blevet behandlet af myndighederne.

Tidligere i dag var tidspunktet så kommet, hvor deres skæbne skulle afgøres i Østre Landsret, der skulle tage stilling til, om Rigspolitiets afgørelse fra 2014 er gyldig eller ej.

Dengang blev det bestemt, at Frigg og Marley skulle aflives.

Hundene fik dog nyt håb, da foreningen Fair Dog lagde sag an mod Rigspolitiet.

Sagens kerne er spørgsmålet om, hvorvidt de to hunde tilhører eller er en krydsning Amerikansk Staffordshire Terrier - en hunderace, der er forbudt i Danmark.

Hos Rigspolitiet har haft en formodning om, at hundene har det ulovlige blod i årerne.

Den øverste myndighed hos politiet mener, at hundenes ejermand ikke har været i stand til at fremvise nok dokumentation for, at hundene ikke er racemæssigt forbundet med den forbudte type af terrier.

Tirsdag formiddag ved halv elleve-tiden blev det i Østre Landsret afgjort, at de to hunde skal have sprøjten med den dødelige gift.

I hundeloven er der omvendt bevisbyrde, og dermed er det ikke politiet, men ejerens opgave at fremvise tilstrækkelig dokumentation på hundens race.

- Det er langt ude. Det er rigtigt, at Marley og Frigg er gadekryds, men vores syns- og skønsmand er kommet frem til, at der er labrador og wippet, og i hvert fald ikke amerikansk staffordshire terrier i, siger formand for Foreningen Fair Dog, Charlotte Andersson til TV2 Fyn.