Maria Hirse taler ud: 'Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

09/08/2017
Foto: Polfoot/STORMLY HANSEN JESPER
Foto: Polfoot/STORMLY HANSEN JESPER
Efter to anholdelser tager Maria Hirses nu bladet fra munden og fastholder sin uskyld.

Dagens topnyheder

Tilbage i juli måned blev Maria Hirse anholdt i et sommerhus i Nordsjælland sammen med sin rockerkæreste for hæleri, og i sidste uge blev den tidligere Lykkehjulet-værtinde anholdt igen - denne gang sent om aftenen sammen med en veninde i en hestestald nær Helsingør

Gårdejeren, en pensioneret politimand, gik ud i sin hestestald inden sengetid og opdagede pludselig to ubudne skikkelser i stalden. Han fik fat i Maria Hirse og tilbageholdt hende, indtil politiet ankom til stedet, hvorefter hun blev anholdt og sigtet for indbrudsforsøg.

Ifølge Maria Hirse befandt hun sig blot på gården for at kigge på hestestalden og boksene. Hun ville ikke forstyrre gårdejeren, fordi det var sent om aftenen, og derfor gik de to kvinder rundt i stalden uden at have fået lov.

Efterfølgende blev den tidligere tv-vært og journalist centrum i en sand mediestorm.

Selv gjorde Maria Hirse ikke meget for at nedtone dramaet, da hun efter sin anden anholdelse beskyldte hestestaldens ejer for vold og delte billeder af blå mærker for at bevise sin påstand. 

Nu har Maria Hirse så taget til genmæle i flere medier. Det skriver Se og Hør.

I en mail til ugebladet Tæt På skriver Maria Hirse blandt andet, at hun er uskyldig i begge sager.

- Jeg er meget påvirket af det her. Jeg er uskyldig og var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Nu er jeg pludselig udråbt som indbrudstyv og hæler i folks kommentarer og i pressen, skriver Maria blandt andet til ugebladet.

Også i Her & Nu har Maria Hirse understreget sin uskyld og forklarer, at hun intet ulovligt har foretaget sig.

- Jeg kommer ikke i retten. Så var jeg ikke blevet løsladt. Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Men så kan hele Danmark jo fryde sig over, hvordan det er gået mig, lyder det fra den tidligere tv-vært, der i 2006 ændrede navn til Mariia Madeleine Hirse.

Overfor Her & Nu nægter Maria Hirse også, at episoden, hvor hun blev anholdt og sigtet for indbrudsforsøg på en gård i Plejelt nær Helsingør, skulle have noget som helst med tyveri at gøre.  

- Skulle vi lige pludselig have fået den indskydelse at stjæle en hest? Jeg ville aldrig gå efter så billig en hest, fortæller Maria Hirse i interviewet med Her & Nu.

Maria Hirse anholdt: Gårdejer fandt tv-kendis i sin hestestald en mørk aften - så stak hun af