VUC-bestyrelse på luksuriøs studietur til USA: Brugte 380.000 skattekroner på en uge

Skrevet af Emil Ryttergaard

13/06/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
15 bestyrelsesmedlemmer, herunder borgmesteren fra Haderslev Kommune Hans Peter Geil, tog på en eksorbitant dyr studietur til Los Angeles i otte dage. Regningen lød på næsten 400.000 kroner, viser dokumenter, som Radio24syv har fået indsigt i.

Dagens topnyheder

Et kursus for almindelige lønmodtagere er sjældent en særlig luksus, der inkluderer dyre middage, ture i nationalparker og eksotiske rejsemål.

Men for ledelsen og bestyrelsen i VUC Syd var det lige netop, hvad der stod på programmet, da turen gik til Californien på studietur. 

På blot én uges uddannelsesrejse til Los Angeles fik delegationen brugt 380.000 kroner, eller 25.000 kroner pr. snude, viser en aktindsigt, som Radio24syv har set.

Turen fandt sted 8. til 15. november 2014 og inkludererede flere ophold på firestjernede luksushoteller, shopping i San Fransico og et besøg i Yosemite National Park.

Samlet set en otte dage lang studietur med to dages fagligt indhold, hvor alle udgifter blev dækket af VUC Syd - og dermed skatteyderne.

Ifølge Bente Hagelund, der er cand. jur og rektor ved Folkeuniversitetet i København, så er rejsen på grænsen til ulovlig.

- Det grænser til mandatsvig - som er strafbart efter straffeloven - fordi bestyrelsen og direktionen har brugt deres adgang til at disponere over statslige midler til at sende sig selv på noget, der ligner en luksustur til Amerika, siger hun til Radio24syv.

Borgmester i Haderslev Kommune for Venstre og bestyrelsesformand i VUC Syd Hans Peter Geil vil ikke kommentere, om turen er på kant med loven.

Han mener, at turens formål og de omkostninger, der fulgte med, var helt i orden, da skolen var i USA for at finde inspiration til et e-læringsprogram. 

- De fleste brugte otte dage på at være af sted uden løn på et benhårdt fagligt program. Det var top guys inden for Apple og Cisco, vi mødtes med. Jeg kender ikke mange, der har været i Apples hovedkvarter. Og hele bestyrelsen var med, fordi det var et signal til Apple om, at der var opbakning, siger Hans Peter Geil til Radio24syv.

At delegationen samtidig besøgte nationalparken Yosemite under turen var blot et heldigt tilfælde, siger borgmesteren. 

I følge Radio24syvs aktindsigt har delegationen blandt andet brugt 14.000 kroner på middage, og betalt sammenlagt 4.140 kroner for at få båret bagage op på hotelværelserne. 

Desuden er det kun ét tilfælde af overnatning på et hotel, der holder sig indenfor statens økonomiske ramme for tjenesterejser. De resterende overnatninger kostede mere end det tilladte. 

Direktør for VUC Syd, Hans Jørgen Hansen, ønsker ikke at udtale sig om sagen.