Politiet stormer adresser på Christiania i hashaktion

Skrevet af admin

05/11/2013

Dagens topnyheder

Københavns Politi er tirsdag middag talstærkt til stede på Christiania, hvor de i en hashaktion ransager flere adresser, oplyser politiet.

Aktionen varede knap en time fra klokken 12.30, hvor politifolkene på vej ud fra Christiania blev mødt med modstand fra en gruppe maskerede personer.

De maskerede personer kastede diverse genstande mod politiet, og herunder blev en betjent ramt på hjelmen af en flaske. For at sikre politifolkenes tilbagetrækning blev der anvendt tåregas mod de maskerede personer.

- Efter lidt over et års indsats, hvor det ikke har været nødvendigt at anvende tåregas på Christiania er det meget ærgerligt, at det var nødvendigt at affyre tåregaspatroner i dag, oplyser chefen for Task Force Pusherstreet, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.

- Det er helt uacceptabelt for både politiet og borgerne i området, at vi i dag ikke kunne gennemføre en normal patruljering på Christiania.

Noget kunne tyde på, at Christianitterne ikke selv stod bag balladen, vurderer politiet.

- Flere lokale christianitter forsøgte faktisk at standse de maskerede ballademageres udfald mod politiet, oplyser Poul Kjeldsen.

Politiet anholdt fire personer i forbindelse med aktionen. De forventes løsladt senere tirsdag. Resultatet af aktionen er endnu ikke opgjort.

/ritzau/