14-årig er uden for livsfare efter motocross-ulykke

Den 14-årige dreng, som tirsdag eftermiddag blev alvorligt kvæstet ved en motocross-ulykke ved Struer, er nu uden for livsfare.

Drengen er dog alvorligt kvæstet med mange knoglebrud, skader på sine indre organer og i hovedet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi tidligt onsdag morgen.

- Lægerne på Aarhus Kommunehospital fortalte os ved midnatstid, at det er lykkedes dem at stabilisere drengens tilstand. Men han bliver først taget ud af koma om nogle dage, siger vagtchef Jeppe James Olsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen er det for tidligt at sige noget om, hvilke eventuelle mén drengen får af sine skader.

Drengens 16-årige storebror døde ved tirsdagens ulykke, der skete på en mark ved Struer. Drengene kom fra hver sin retning op over en bakke og stødte frontalt sammen.

Storebroren kørte på en tohjulet crossmaskine, mens den 14-årige kørte på en firehjulet såkaldt ATV, oplyste politiet tirsdag til Ritzau.

ATV står for All Terrain Vehicle og er et firhjulet terrængående køretøj, der ofte bruges på motocrossbaner. Ulykken skete på en privat, høstet mark i et kuperet terræn med naturlige bakker.

De to drenge havde flere gange brugt marken til at køre cross på, fortæller politiet.

Det er anden gang på få dage, at en dreng mister livet i en motocrossulykke. Lørdag gik det galt for en 13-årig dreng, der sammen med en kammerat og deres fædre var ude at træne på en motocrossbane ved Svendborg.

På et tidspunkt styrtede den 13-årige og slog hovedet så kraftigt, at han blev slået bevidstløs.

Drengen blev bragt til Odense Universitetshospital, hvor han blev lagt i respirator. Men hans liv stod ikke til at redde, og seks timer senere blev respiratoren med familiens samtykke slukket.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV