19-årig alvorligt kvæstet: Kørt over af traktorvogn

En ung mand er søndag aften kommet alvorligt til skade i forbindelse med, at han var i gang med at læsse halmballer op på en vogn bag en traktor.

Den 19-årige mand mistede fodfæstet og faldt ned mellem vognen og traktoren og blev kørt over.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til Ritzau søndag aften.

Ulykken fandt sted klokken 19.19 på Kærvej i Vejen.

Den 19-årige er kørt til Odense Universitetshospital, hvor han behandles for sine kvæstelser.

Det står endnu ikke klart, om han er uden for livsfare.

/ritzau/

Dagens Gossip