19-årig idømt fængsel for terrortrusler på Facebook

En 19-årig aarhusiansk mand er blevet idømt ubetinget fængsel i et år og tre måneder for at have truet med terror på en Facebook-profil.

Det har Retten i Aarhus mandag afgjort. Den dømte accepterer dommen, oplyser forsvarer Niels Lyhne.

Den 19-årige var tiltalt for at have truet med terror ved på en Facebook-profil at poste en film fra Islamisk Stat med blodige henrettelsessekvenser.

Han ledsagede videoen med kommentarer, hvor han på både engelsk og arabisk truede med at dræbe frafaldne muslimer og "vantro".

Han skrev blandt andet: "Kniven vil ramme jer alle, og jeres hoveder vil være på alle veje, derefter folk kan se, hvad vi har lavet med spioner. O, frafaldne konverterede, I kan ikke gemme jer fra os. Vi vil give jer alle straffen af kniven".

Den 19-årige mand, der er dansk statsborger med libanesisk baggrund, forklarede i retten, at han gjorde det, fordi han ville sende et signal til personer, der krænker islam.

Han afviste, at det var et budskab, som var målrettet en bredere personkreds, og derved var der ifølge den tiltalte ikke nogen hensigt om at skræmme befolkningen i alvorlig grad, sådan som det hedder i terrorbestemmelserne i straffeloven.

Sagens anklager, advokaturchef Torben Thygesen, er tilfreds med dommen.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten er enig med anklagemyndigheden i, at udgivelse af videoen, sammen med teksten, kan karakteriseres som at true med en terrorhandling, siger Torben Thygesen.

- Videoen har været delt med i hvert fald 60 personer, så der er tale om en offentlig udtalelse, hvor formålet har været at skræmme befolkningen. Og rettens afgørelse i dag slår fast, at den slags ytringer altså har konsekvenser, siger Torben Thygesen.

Den 19-årige, der bor i Brabrand, har siddet varetægtsfængslet siden november sidste år, da han blev anholdt af Østjyllands Politi.

Forsvareren havde krævet frifindelse af den 19-årige, som ifølge forsvareren ikke har haft forsæt til at true med terror.

Forsvareren har henvist til, at der var tale om en lukket gruppe på Facebook, og derfor er opslaget ikke nået ud til en bredere personkreds.

Advokat Niels Lyhne siger efter domsafsigelsen, at han har rådet sin klient til at anke afgørelsen. Men den 19-årige ønsker at sætte punktum i sagen, og derfor bliver den ikke anket, forklarer Niels Lyhne til Ritzau.

Ud over straffen får den dømte konfiskeret en mobiltelefon, ligesom han skal betale sagens omkostninger.

/ritzau/

Dagens Gossip