19-årig sigtet for voldtægt af 14-årig pige i Esbjerg

En 19-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet for fire uger for voldtægt og forsøg på voldtægt. Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er sigtet for voldtægt af en 14-årig pige fra Esbjerg og for forsøg på voldtægt og blufærdighedskrænkelse mod en 20-årige kvinde.

Voldtægten fandt sted 5. juli i Esbjerg, forsøget på voldtægt aftenen inden.

Her skulle han ifølge flere medier have forsøgte at trække kvinden med sig, hvilket dog blev forpurret, da en cyklist kom kørende forbi.

Manden blev anholdt onsdag eftermiddag.

- Vi traf ham hos noget familie i Østjylland, og derefter blev han transporteret til Esbjerg, siger, oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen, som fortæller, at anholdelsen foregik uden dramatik.

Den 14-årige pige har anmeldt, at hun blev voldtaget i Esehaven, som ligger bag Esbjerg Museum.

Ifølge pigen kom hun mellem klokken 01.30 og 02.30 gående op til krydset mellem Nørregade og Torvegade nær ved banegården.

Her så hun to mænd, der stod og talte sammen. Den ene gik kort efter fra stedet, mens den anden henvendte sig til pigen og spurgte om vej til Fanø-færgen. Derefter trak han hende ind i Esehaven og voldtog hende.

Efter anmeldelsen efterlyste politiet vidner til voldtægten. Det fik flere til at henvende sig.

- Vi har fået en del gode henvendelser fra folk, der har opholdt sig i den indre by i Esbjerg på gerningstidspunktet. På den måde har vi fundet frem til ham, siger Bent Thuesen.

Den 19-årige stammer fra Østjylland og har ingen tilknytning til Esbjerg. Han nægter sig skyldig og har kæret fængslingskendelse, som blev afsagt af Retten i Esbjerg.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV