276 kilo kæmpegræskar vandt DM-guld

276 kilo vejer Danmarks tungeste græskar. Det blev lørdag afgjort i Tivoli, som i anledning af Halloween holdt danmarksmesterskaberne for kæmpegræskar.

- Opskriften er min hemmelighed, men jeg vil gerne røbe, at hestepærer, komøg og masser af flydende gødning har fungeret som ren epo på mit græskar i år, siger vinderen Kim Engrob Bøndergaard.

Han afslører desuden, at han har bygget et drivhus på otte gange 14 meter for at udnytte jordvarmen.

- Alt i alt en vinderrecept, siger Kim Engrob Bøndergaard, der har arbejdet de seneste fem år på at dyrke store græskar. Dagens vinder, som stammer fra Spjald og til daglig er bygningsingeniør, vil nu gå efter den nordiske rekord.

Selvom der skulle ni mænd til at løfte græskaret op på vægten, er 276 kilo dog ikke en ny danmarksrekord. Den stammer fra 2012 og tilhører et kæmpegræskar på 451,4 kilo.

Det er syvende gang, Tivoli holder danmarksmesterskaberne for kæmpegræskar.

Andenpladsen gik til sidste års vinder, forfatteren Nina Tin Rasmussen, som har dyrket et græskar, der vejer 247,6 kilo.

Årets i alt fem deltagere kan ses i Tivoli frem til den 2. november.

/ritzau/

Dagens Gossip