43-årig kvinde fængslet for at true Lars Løkke Rasmussen

En 43-årig kvinde blev i dag ved Retten i Svendborg fremstillet i grundlovsforhør.

Hun er sigtet for at have sendt flere trusler – blandt andet til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Kvinden er sigtet for 12 tilfælde af overtrædelse af straffelovens paragraf om trusler i perioden fra udgangen af december 2015 til i går.

Truslerne er i alle tilfælde blev sendt i mails, og modtagerne har været flere offentlige myndigheder herunder Svendborg Kommune, flere politikredse, Rigspolitiet, Social – og Indenrigsministeriet og Justitsministeriet.

Flere folketingspolitikere har modtaget trusler fra kvinden, herunder Lars Løkke Rasmussen samt ombudsmanden.

Ifølge sigtelserne har den 43-årige kvinde skrevet, at hun vil lamme hele Danmark, såvel offentlige bygninger som offentlig transport ved på en bestemt dag at fremsende bombetrusler.

Læs også: Myndigheder slår alarm: Slåskampe og trusler blandt elever og forældre skaber kaos på nordjysk skole

Truslerne gik på, at hun ville anbringe bomber i offentlige bygninger, busser og tog forskellige steder i landet, som vil sprænge på forskellige tidspunkter.

Kvinden skriver i flere mails, at hun vil slå nogen ihjel, herunder ved at kaste håndgranater ind i folkemængder.

Det kom under grundlovsforhøret frem, at politiet i forløbet har været i kontakt med kvinden, men hun er blevet ved med at sende trusler til offentlige myndigheder og folkevalgte.

Fyns Politi oplyser, at kvinden blev anholdt i går ved 15-tiden.

Retten i Svendborg besluttede at varetægtsfængsle kvinden i surrogat på psykiatrisk afdeling i en uge, da de mente, at der fandtes bestemte grunde til at frygte, at kvinden på fri fod vil begå ny kriminalitet.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip