50 dræbt og 53 såret ved skyderi i natklub

Skrevet af admin

12/06/2016

Dagens topnyheder

Mindst 50 blev søndag dræbt, og 53 blev såret i et skudangreb mod en natklub i Orlando, Florida, der betegnes som det værste masseskyderi i USA's historie.

- En bevæbnet mand skød og dræbte 50 og sårede 53 ved en massakre i en natklub for homoseksuelle i Orlandos turistcenter, siger byens borgmester, Buddy Dyer, og talsmænd for politiet.

Myndighederne havde først opgivet antallet af dræbte til omkring 20 og antallet af sårede til 42, men det er søndag eftermiddag dansk tid steget betydeligt.

- Vi har nu ryddet bygningen, og det er med stor sorg, at jeg nu oplyser, at antallet af dræbte ikke er 20 - men 50 ud over gerningsmanden, siger Dyer og tilføjer:

- Antallet af sårede på hospitalerne er 53.

Hun siger, at massakren vil få varige følger for Orlando.

- Vi må være stærke. Vi må støtte ofrene og deres familier, siger hun.

Skyderiet begyndte omkring klokken 2.00 (lokal tid), da natklubben skulle til at lukke.

- Der var et skyderi uden for natklubben, hvor en politimand besvarede ilden. Derefter løb gerningsmanden ind i natklubben, hvor der opstod en "gidselsituation", siger politidirektøren i byen, John Mina.

Mere politi ankom til stedet og brød gennem en dør med et pansret køretøj. På det tidspunkt skød og dræbte politiet gerningsmanden, oplyser politiets talsmænd.

- Mindst en politimand blev såret under politiets aktion, men beslutningen om at storme natklubben reddede mindst 30 menneskeliv, siger Mina.

Videooptagelser har vist et stort antal politifolk og civile bære de mange sårede ud fra klubben og stå lænet over andre på gulvet, som ikke var til at flytte uden bårer.

Politiet afviser, at der skulle være nogen forbindelse mellem skyderiet i natklubben og drabet på den 22-årige amerikanske sanger Christina Grimmie, som slog igennem i det amerikanske talentshow The Voice, og som blev skudt og dræbt af en mand fredag.

Drabet skete ligeledes i Orlando, da Grimmie var ved at skrive autografer.

/ritzau/Reuters