60-årig mand stukket ned i lejlighed

Skrevet af admin

17/11/2013

Dagens topnyheder

Et uvenskab mellem en 60-årig mand og hans søn eller papsøn kulminerede søndag morgen med, at manden blev stukket ned med en kniv i en lejlighed på Frederikssundsvej i København.

- Manden blev ramt af et enkelt knivstik, der sårede ham i overkroppen og måske har punkteret den ene lunge, siger den centrale efterforskningsleder Robert Jensen, Københavns Politi.

Manden meldes dog at være uden for livsfare.

Politiet har anholdt en mand, der er mandens søn eller papsøn, og sigtet ham for grov vold efter knivstikkeriet.

- Mændene har en familiemæssig relation, men vi ved endnu ikke, om de er biologisk beslægtet, siger Robert Jensen.

Politiet ved heller ikke, hvad uvenskabet mellem de to mænd bundede i.

Den unge mand, der er omkring de 25 år, fremstilles søndag i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.

/ritzau/