Aalborg-træner trods nederlag: Det ser rigtigt godt ud

Aalborg Håndbold kunne definitivt have sikret sig en plads blandt de sidste 16 hold i Champions League med bare et point ude mod Naturhouse La Rioja onsdag aften.

Men spanierne vandt 25-23. Det var efter en kamp, hvor danskerne særligt haltede efter inden pausen.

Det ærgrede holdets træner, Nikolaj Jacobsen.

- Vi fik ikke den start, vi gerne ville have. Spanierne virkede mere klar, og vi hang efter i hele første halvleg. Vi fik det rettet i anden halvleg og kom foran med to mål, men blev ramt af to udvisninger, så vi ikke nåede at få kontrol over kampen.

- Anden halvleg er jeg godt tilfreds med, men i første halvleg var vi ikke klar, siger træneren.

Trods nederlaget ligger Aalborg stadig på tredjepladsen med to point ned til Naturhouse La Rioja og Gorenje Velenje på de næste pladser. Og fire hold avancerer.

Det kan også blive afgørende, at holdet onsdag tabte knebent, så det indbyrdes er bedre end Naturhouse La Rioja. Derfor er træneren fortrøstningsfuld med henblik på videre deltagelse.

- Det ser rigtigt godt ud. Vi har Gorenje næste gang, og den kan vi godt vinde. Og så skal man huske, at vi kun taber med to. En af målsætningerne, hvis vi ikke kunne få point, var, at vi ikke skulle tabe med mere end fire.

- Nu skal Rioja vinde de sidste for at vippe os ud af top fire, så meget skal gå galt, men vi vil gerne selv afgøre det, så vi ikke skal være afhængige af andre, siger Nikolaj Jacobsen.

Aalborgs næste kamp i Champions League er hjemme mod Gorenje Velenje den 16. februar

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV