AGF dukker Silkeborg i snæver pokalsejr

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Efter sidste sæson byttede AGF og Silkeborg plads i henholdsvis Alka Superligaen og 1. Division, men tirsdag aften fik Silkeborg muligheden for at vise, at holdet burde være med i landets fineste fodboldrække fortsat.

Sidste sæsons nedrykkere bød AGF fint op til dans i DBU Pokalen, men aarhusianerne var alligevel stærkest, da det gjaldt.

Efter godt en times spil scorede Danny Olsen kampens eneste mål og sikrede AGF en plads i fjerde runde af pokalturneringen.

Silkeborg var ellers med i hele kampen og havde også chancer for at udligne, men holdet må nu i stedet koncentrere sig om at sikre øjeblikkelig oprykning til Superligaen igen.

I de bestræbelser har holdet fået en sløj start med blot 12 point i de første ni kampe, så der skal ske forbedringer, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at snuppe en af de tre oprykningspladser.

AGF ligger lige nu nummer ni i Superligaen med ti point for ni kampe.

/ritzau/