Ajax-talent indkaldes til venskabskamp mod Rumænien

Skrevet af admin

15/11/2014

Dagens topnyheder

Lucas Andersen får muligvis chancen for at vise sig frem for landstræner Morten Olsen, når fodboldlandsholdet tirsdag møder Rumænien i en venskabskamp.

Ajax-spilleren var fredag med til at spille 2-2 mod Tjekkiet for U21-landsholdet, men er nu blevet bedt om at slutte sig til A-landsholdstruppen, der lørdag kommer til Bukarest efter fredagens sejr over Serbien i Beograd.

- Thomas Kahlenberg, Pierre Emile Højberg, Michael Krohn-Dehli og Morten Rasmussen rejser ikke med A-landsholdet til Bukarest. Lucas Andersen, Ajax, hentes ind fra U21-landsholdet, oplyser DBU.

Morten Olsen havde allerede inden kampen mod Serbien aftalt med Brøndby, at Thomas Kahlenberg ikke skulle med videre til Bukarest for at spare den 31-årige spiller.

Den 20-årige Lucas Andersen debuterede på U16-landsholdet i 2009. Offensivspilleren blev i august 2012 solgt fra AaB til Ajax Amsterdam.

/ritzau/