Alle omkomne er fundet efter helikopterstyrt

Alle fire ombordværende på en helikopter, der styrtede i havet ud for Røsnæs fredag, er bjærget og identificeret. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi lørdag aften.

Det drejer sig om fire mænd på 37, 47, 51 og 57 år. Alle pårørende er underrettet.

Vraget af helikopteren er fundet på 17 meters vanddybde nær den internationale sejlrende i Kattegat cirka syv kilometer fra Røsnæs. Adskillige vragdele fra helikopteren er fundet.

- Vi forsætter nu efterforskningen af sagen weekenden over, og bjærgningen af helikopteren vil ske mandag eller tirsdag i næste uge, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Tidligere lørdag kom det frem, at den ene af de omkomne er milliardæren Michael Henriksen fra Farum. Det bekræftede Michael Henriksens selskaber, MH Gruppen.

Michael Henriksen var ifølge Frederiksborg Amts Avis far til tre børn og modsat politiets oplysninger allerede fyldt 52. Han voksede op i Farum, hvor han investerede i sin første lastbil som 20-årig.

Siden udbyggede han sine forretninger til en række virksomheder blandt andre City Container i Farum, Farum Sten & Grus i Lynge, og Norrecco A/S.

Den samlede virksomhed Michael Henriksen Holding kunne i sidste regnskabsår værdisættes til 1,8 milliarder kroner, og milliardæren var ifølge BT storsponsor for det lokale superligahold FC Nordsjælland.

En anden af virksomhedsgruppens medarbejdere, Morten Friis, er også blandt de omkomne, oplyser MH Gruppen i en pressemeddelelse.

- I disse dage arbejder vi alle på at få samlet os om at give al støtte og hjælp til familien og til alle de kolleger, der chokeret har fået nyheden om Michael Henriksens og Morten Friis' alt for tidlige død, skriver bestyrelsen.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis er de to andre omkomne identificeret som administrerende direktør Søren Wettergreen fra Espergærde samt salgschef Mark Jacobsen fra Volvo Truck Center Danmark.

Den lille helikopter, som ifølge flere medier var ejet af Michael Henriksen selv, var på vej fra Sjælland til Samsø på en privat flyvning, da den af ukendte årsager styrtede i havet nær Røsnæs.

Det er nu op til Havarikommission om muligt at fastslå årsagen til ulykken.

/ritzau/

Dagens Gossip