Anders Fogh til islamister: I skal straks løslade tyrkere

En stor gruppe tyrkiske diplomater, som tilbageholdes af militante islamister i det nordlige Irak, skal løslades øjeblikkeligt, kræver Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, under sit besøg i Tyrkiet mandag.

Generalsekretæren har mandag formiddag holdt møde med den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

- Vi vil se alle de tyrkiske gidsler løsladt og vil se dem uskadt, siger Anders Fogh Rasmussen.

Midt i sidste uge tog militante islamister fra gruppen Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) 49 personer som gidsler, deriblandt en tyrkisk konsul, i den nordirakiske by Mosul.

Isil er på fremmarch i det nordlige Irak, hvor gruppen har indtaget flere byer og tvunget de irakiske soldater på flugt.

- Vi følger den farlige udvikling i Irak med stor bekymring. Jeg fordømmer det uacceptable angreb på konsulatet i Mosul, siger Nato-generalsekretæren.

Den islamistiske gruppes fremmarch truer med at splitte Irak totalt, og Tyrkiet står nu over for islamistiske oprør i to af sine sydlige nabolande, Syrien og Irak.

Isil sidder også på store områder i det nordlige Syrien.

Tyrkiet har den næststørste Nato-styrke i den transatlantiske forsvarsalliance efter USA.

Ud over de 49 tyrkiske diplomater er 31 tyrkiske lastbilchauffører taget som gidsler af Isil i sidste uge.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip