Andy Murray har indtil videre været urørlig ved Wimbledon, og sådan fortsatte det også torsdag.
I første runde af turneringen gjorde Andy Murray det nemt af med Liam Broady, og torsdag fulgte briten så op med at ekspedere Taiwans Lu Yen-Hsun ud af den berømte græsturnering.
Andy Murray sejrede 6-3, 6-2, 6-1 efter en time og 40 minutters spil, men Lu Yen-Hsun bed en anelse fra sig i kampens indledning, hvor han kom foran både 1-0, 2-0 og 3-1 i første sæt.
Men da Andy Murray først havde udlignet til 3-3 i sættet, så blev der aldrig spænding om kampens udfald.
Andy Murray vandt Wimbledon i 2013, og han jagter derfor sin anden titel i turneringen, hvor han er seedet som nummer to efter serbiske Novak Djokovic.
I tredje runde møder Andy Murray australske John Millman, der er nummer 67 på verdensranglisten. /ritzau/