Anklager er tilfreds med massedom til bandemedlemmer

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Et brutalt overfald i Københavns nordvestkvarter koster 10 medlemmer af Loyal To Familia mellem 10 måneder og tre og et halvt års fængsel.

Det slog Retten på Frederiksberg fast lørdag, hvor i alt 11 bandemedlemmer gjorde pladsen trang på anklagebænken.

Og selv om anklager Kia Reumert forlangte strengere straffe, er det en tilfredsstillende dom, vurderer hun.

- Det afgørende er, at retten har fulgt påstanden om medvirkensansvar. Retten har slået fast, at man ikke kan slippe for straf ved at dække sig bag ved andre. Det er jeg meget tilfreds med, siger hun.

- Med dommen er det slået fast, at man kan få dømt større grupper. Vi kan ikke bevise, hvad hver enkelt i denne sag har gjort, men vi får dømt 10 af dem alligevel, tilføjer anklageren.

Kia Reumert havde krævet, at de 11 tiltalte skulle dømmes efter den særlige bandeparagraf, der fordobler straffen til de dømte.

Men retsformand Marianne Caft slog fast, at den paragraf ikke kom i spil.

Politiet mente ellers, at der var tale om et led i bandekonflikten, da to mænd blev brutalt overfaldet af de 10 dømte i deres bil.

Ofrene blev overdænget med slag og spark. Den ene blev stukket adskillige gange med kniv, mens den anden blev slået i hovedet med en Maglite-lommelygte.

Det har vist sig, at de to mænd ikke havde relationer til bandemiljøet, men anklageren argumenterede for, at de blev overfaldet, fordi Loyal To Familia-medlemmerne troede, at der var tale om fjender fra banden Værebros Hårde Kerne.

- Jeg vidste, at det var svært at få dem dømt for bandeparagraffen. Jeg er ikke i tvivl om, at det her var relateret til bandekonflikten, men det er svært at bevise, da konflikten først for alvor blev optrappet senere på året, siger Kia Reumert.

Hun er også sikker på, at de andre tiltalte i sagen har forsøgt at friholde den formodede bandeleder, Shuaib Khan, for udvisning.

Khan fik den hårdeste straf af de 10 dømte. Han fik tre år og seks måneders fængsel for sin rolle. Tre af årene er dog en reststraf fra en tidligere dom på otte år for dødsvold.

Bandelederens forsvarer, Michael Juul Eriksen, mener, at anklagemyndigheden har tabt slagsmålet med dommen. Det er Kia Reumert dog helt uenig i.

- Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være et nederlag for os, for vi får dem dømt, siger hun.

En af de tiltalte blev frifundet.

/ritzau/