Anklaget for millionsvindel: Jeg var bare mellemmand

En boligudlejer, som er tiltalt for millionsvindel, erkender, at det var ham, der under dæknavn hyrede håndværkere til at udføre arbejde, som de aldrig fik betaling for.

Men han påstår, at han udelukkende fungerede som repræsentant for en række forskellige firmaer. Derfor er han uskyldig, mener hans advokat, Michael Juul Eriksen.

- Det er ligesom, hvis du kørte din kærestes bil til eftersyn. Så hænger du jo ikke på regningen, siger advokaten til Ritzau.

Boligudlejeren har dog ikke, som det ellers er kutyme, ønsket at afgive forklaring ved første retsmøde ved Retten i Roskilde torsdag. Det vil han gøre ved et senere retsmøde, så han får mulighed for at forholde sig til det, som sagens vidner har fortalt.

Her vil han også forklare, hvorfor han valgte at bruge dæknavne.

Sidste år henvendte en lang række håndværkere fra flere byer på Sjælland sig til politiet og fortalte, at de var blevet snydt af boligudlejeren.

Men på det tidspunkt var han allerede en kendt figur hos politiet. I 2011 havde skattemyndighederne nemlig fået mistanke om, at der blev fusket med moms. Der blev givet usædvanligt meget moms tilbage til en række selskaber.

Fælles for selskaberne var ifølge skattemyndighederne, at boligudlejeren havde del i dem. På kryds og tværs delte selskaberne de samme tre adresser i Vanløse, Køge og Rødovre.

Ud over momssvindel er boligudlejeren tiltalt for at have brugt falske gældsbreve til at få udbetalt overskydende skat.

I november i år blev han anholdt og varetægtsfængslet. I alt er han tiltalt for at have snydt håndværkere for over tre millioner kroner og det offentlige for over seks millioner kroner.

Torsdag vidner seks håndværkere, som mener, de er blevet snydt af boligudlejeren. Sagen varer i adskillige dage og fortsætter indtil februar.

/ritzau/

Dagens Gossip