Anmeldere hylder AC/DC og hagler Aarhus-arrangører ned

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Det australske rockband AC/DC gæstede søndag aften Aarhus, hvor 46.000 havde købt billet til koncerten på Ceres Park.

I front for rockbandet stod Axl Rose som vikar for den normale forsanger, Brian Johnson. Et valg, der har mødt kritik fra flere fans.

Men det var netop 54-årige Rose, der var med til at gøre koncerten fremragende ifølge flere anmeldere.

Simon Lund, musikredaktør på Politiken, giver fire stjerner til koncerten og roser Axl Rose for at være sig selv på scenen og levere en solid optræden.

- Axl Rose viste, at han ikke har glemt, hvordan man tænder et stadion op og smider hundene det kødben, de er kommet efter, siger han.

Også Ekstra Bladets Thomas Treo kvitterer med fire stjerner:

- Den udskældte konstellation med sangeren fra Guns N' Roses fungerede langt bedre end frygtet, og til trods for at han humpede omkring på en brækket fod, så fremstod 54-årige Rose engageret, disciplineret og energisk.

Han har dog krasse ord til arrangørerne af koncerten. Det samme har anmelderne fra BT og Jyllands-Posten.

- Hvor var de sikkerhedsfolk fra koncertarrangøren, Live Nation, der skulle holde styr på folkemængden? Pinligt, at det kunne ske til en koncert med omtrent 46.000 tilhørere, skriver Jyllands-Postens anmelder Peter Schollert og giver fire stjerne.

Ifølge Aarhus Stiftstidende var det især de lange køer inden koncerten, der var et problem.

- Efter to timer i sneglefart rundt om den røde stadionbygning nåede alle omsider ind, skriver avisen i sin anmeldelse.

Steffen Jungersen, BT's rockanmelder, kalder Aarhus-koncerten "det ringeste arrangement i min karriere". Selve koncerten og især Rose var han tilfreds med.

- Det var, som man kunne forvente, en solid gang rock med nogle af de bedste rocknumre, der nogensinde er skrevet, og Axl Rose viste sig at være lige præcis det spark i røven, AC/DC havde brug for, skriver Jungersen.

Musikmagasinet Gaffa er så begejstret, at anmelder Michael Jose Gonzalez uddeler fem stjerner. Også her bliver frontmanden fra Guns N' Roses fremhævet.

- Han ved godt, han har noget, han skal bevise, og det får han så sandelig gjort. Stemmebåndene er smurte, og blandingen af skærebrændervokal og skærveknuserrock går rent ind. Axl lyder stadig som Axl, men rammer problemløst nerven i sangene, der lander tungt som klippestykker i Smilets By. Og der er så sandelig noget at smile over, skriver han.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at stemningen blandt publikum generelt var god, og at ingen blev anholdt eller kom til skade.

/ritzau/