Antallet af boliger på tvang er det laveste i otte år

Skrevet af admin

06/06/2016

Dagens topnyheder

Danske boligejere er blevet bedre til at betale afdrag over de seneste år. Maj bød på det laveste antal boliger på tvang siden juni 2008, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Der blev bekendtgjort 215 tvangsauktioner i maj mod 253 i april, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Udviklingen lover godt for 2016, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Antallet af tvangsauktioner holder et stabilt lavt niveau. I gennemsnit er antallet faldet med cirka 50 tvangsauktioner i løbet af årets første fem måneder, hvis man sammenligner med samme periode i 2015, siger hun i en skriftlig kommentar til tallene.

Årsagen er blandt andet, at lave renter giver boligejerne luft i budgettet, siger chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit.

- Årsagen er helt nærliggende primært, at boligrenterne herhjemme er faldet til et næsten uhørt lavt niveau, siger han i en skriftlig kommentar.

- Dertil kommer dog nok ligeså vigtigt, at såvel beskæftigelsen, boligpriserne og handelsaktiviteten viser stadig større fremgang i store dele af landet, tilføjer han.

Det er blevet lettere at sælge sin bolig på almindelig vis frem for på en tvangsauktion, fordi det går bedre for boligsalget flere steder i landet.

Det siger Thomas Lynggaard Germann, senioranalytiker i Arbejdernes Landsbank. Han tilføjer, at antallet af tvangsauktioner dog fortsat ligger et niveau over, hvad der kan betegnes som normalt.

- Det hænger primært sammen med, at der stadigvæk er flere områder i landet, hvor boligerne - trods bedring - stadigvæk er svære at sælge i almindelig fri handel, skriver han i en kommentar.

Det laveste antal tvangsauktioner, siden Danmarks Statistik startede opgørelsen i 1979, var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden.

Omvendt var de højeste niveau i 1990 med 1695 om måneden.

I 2016 ligger gennemsnittet indtil nu på 242 tvangsauktioner om måneden.

/ritzau/