Antallet af flygtningebørn i skolerne er fordoblet i år

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Antallet af flygtningebørn og familiesammenførte børn er eksploderet. Alene i år ventes der 15.000 nye flygtninge­børn i folkeskoler og institutioner, og det er en fordobling i forhold til 2015.

Det skriver Berlingske, der citerer en opgørelse fra Kommunernes Landsforenings blad, Momentum.

Mens tallet ventes at lande på 15.000 i år, lå det kun på 375 i 2009. Og udviklingen bekymrer Danmarks Lærerforening, der frygter, at presset vil komme til at gå ud over kvaliteten af undervisningen.

- Der er meget på spil for såvel de nye børn som for de børn, der var på skolerne i forvejen, siger formand Anders Bondo Christensen til Berlingske.

- Erfaringerne er dyrekøbte - blandt andet fra inklusionsdagsordenen, hvor en række forældre med god grund har været bekymrede for, at børn med særlige udfordringer tager hele opmærksomheden til skade for undervisningen af de andre børn. Det må vi ikke gentage.

Opgørelsen i Berlingske viser, at familiesammenførte er hovedårsag til stigningen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) medgiver, at stigningen kan give udfordringer i skolerne og institutionerne.

- Vi giver kommunerne større fleksibilitet. Vi ved fra litteraturstudier og fra erfaringer i kommunerne, at der er gode erfaringer med at integrere børnene på en anden måde, end det er sket hidtil i modtageklasser.

- Blandt andet i Hørsholm, hvor man arbejder med at integrere børnene direkte ind i klasserne, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

Ministeren understreger, at det er en stor udfordring, og at "ingen har interesse i discountløsninger".

/ritzau/