Arsenal må undvære skadet landsholdsduo i tre uger

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Arsenals 0-3-nederlag til Sheffield Wednesday tirsdag aften blev dyrt i mere end én forstand.

Ikke blot røg London-klubben ud af Liga Cuppen og missede dermed en af mulighederne for at vinde sølvtøj i denne sæson; Arsenal fik også to engelske landsholdsspillere på skadeslisten.

Manager Arsène Wenger oplyser, at Alex Oxlade-Chamberlain og Theo Walcott begge vil være ude af betragtning til holdet i mindst tre uger med skader, de pådrog sig i Sheffield.

- Vi afventer skanningerne. Vi håber, at det er lettere skader, og at de kan være tilbage efter den kommende landskamppause, siger Arsène Wenger ifølge nyhedsbureauet dpa.

Oxlade-Chamberlain måtte forlade banen med en forstrækning efter bare fem minutters spil.

Han blev afløst af Walcott, som holdt i 15 minutter, inden han blev ramt af en lægskade.

Arsenal møder Swansea i Premier League på lørdag, inden det gælder udekampen mod Bayern München onsdag i næste uge.

Derefter følger London-derbyet mod Tottenham 8. november, hvorefter ligaen holder landskamppause.

/ritzau/