Arsenal-stjerne øjner comeback i London-derby

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Titelbejlerne Arsenal kan snart se frem til at blive forstærket betragteligt til den resterende del af Premier League-sæsonen.

Den 23-årige stjerne Aaron Ramsey, der spillede en fremragende første halvdel af sæsonen, er således snart klar til at få comeback.

Ifølge avisen Daily Telegraph er London-derbyet mod Tottenham på White Hart Lane 16. marts målet for midtbanespillerens comeback.

Ramsey pådrog sig en lårskade 2. juledag, og da forventede man at måtte undvære ham i cirka en måned. Men nu to måneder efter er han stadig ikke helt klar.

Waliseren markerede sig blandt andet som en habil målscorer, inden skaden stoppede ham. På tværs af alle turneringer nåede han at score 15 mål i sæsonen - heraf otte i Premier League.

Nu kan han blive et aktiv for Arsenal i mesterskabskampen. Aktuelt ligger Arsenal nummer to i Premier League med et point op til Chelsea på førstepladsen. Næste opgave er lørdag ude mod Stoke.

/ritzau/