Astronaut-Andreas er igen på Jorden efter rumeventyr

Den første dansker i rummet, Andreas Mogensen, er kommet sikkert retur til Jorden. Han er landet i Kasakhstan kort før klokken 03 natten til lørdag dansk tid.

Helikoptere og køretøjer fra Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, modtager Andreas Mogensen og hans kolleger Gennadij Padalka og Aidyn Aimbetov efter ankomsten til Jorden.

De tre rumeventyrere bliver hjulpet ud af rumkapslen efter at have fået en melding fra ESA om, at alt er i orden. Det tog 13 minutter fra landingen, til de igen kunne indånde luften på Jorden.

Andreas Mogensen forlod Den Internationale Rumstation, ISS, i rumfartøjet Sojus fredag klokken 23.30 dansk tid.

Inden Sojus-besætningen kunne mærke fast grund under fødderne, skulle den først ud på en hæsblæsende rejse på knap fire timer gennem rummet og Jordens atmosfære.

Alt forløb dog planmæssigt, lyder det fra ESA.

De tre fra ISS landede klokken 02.51 - ét minut tidligere end planlagt - på en slette i Kasakhstan.

Selvom opholdet på rumstationen blev forkortet med to dage, har Andreas nået at fuldføre alle sine eksperimenter om bord.

Det er kun nogle enkelte af eksperimenterne, der er blevet gennemført på forkortet tid. Derudover er alt forløbet efter den oprindelige tidsplan.

I alt har Andreas Mogensen på ISS gennemført 15 forskellige eksperimenter, hvor han blandt andet det såkaldte Mares-forsøg, der har til formål at undersøge, hvordan Andreas' muskler fungerer i rummet.

Han har også testet en speciel dragt, der efter planen skal være med til at afhjælpe rygproblemer for astronauter, der vender hjem fra en tur i rummet.

Andreas Mogensen har i løbet sin mission været særdeles aktiv på både Facebook og Twitter og har flere gange offentliggjort billeder og opdateringer fra rumskibet.

Blandt andet har han taget billeder af lysfænomenet aurora set fra ISS.

/ritzau/

Dagens Gossip