Australien er optimistisk: Vi kan finde forsvundet fly

På bunden af det Det Indiske Ocean skal det hollandske firma Fugro lede efter flyet fra Malaysia Airlines, som i marts forsvandt sporløst med 239 personer om bord, oplyser de australske myndigheder.

Dermed er der sat navn på dem, der skal indlede eftersøgningens anden fase, efter at måneders eftersøgning ikke har båret frugt.

Australiens vicepremierminister og transportminister, Warren Truss, tror på, at hollænderne kan være med til at løse mysteriet og finde flyet, der formodes at være styrtet et sted over Det Indiske Ocean.

- Jeg er stadig forsigtig optimist i forhold til at finde det forsvundne fly i det prioriterede eftersøgningsområde, siger han og understreger, at det hollandske firma har tilbudt den bedste tekniske løsning, der giver "værdi for pengene".

Flyet MH370 forsvandt 8. marts i år på sin rute fra Kuala Lumpur til Beijing.

Næste fase i flyeftersøgningen forventes at gå i gang i løbet af en måned og kan tage op til et år.

60.000 kvadratkilometer havbund er blevet udpeget til det primære eftersøgningsområde.

Fugro vil bruge to skibe med særligt udstyr til at skanne og filme bunden, der nogle steder er op til fem kilometer under havets overflade.

I samarbejde med et kinesisk fartøj og de australske myndigheder er Fugro allerede gået i gang med at få et overblik over området.

- Vi er stadig i gang med at kortlægge havbunden, og vi opdager stadig nye elementer såsom undervandsvulkaner. Vi finder nogle overraskelser på vejen, siger Martin Dolan fra det australske center for transportsikkerhed, der står i spidsen for efterforskningen.

Det er en gåde, hvad der er sket med Boeing 777-flyet. Myndighederne mener, at det er vendt om efter kort tid i luften og er fløjet videre, indtil det løb tør for brændstof.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV