Australsk filmstjerne overrasker med nyt barn

Der er jubel omme på den anden side af jorden hos det australske superstjernepar Cate Blanchett og hendes gemal, Andrew Upton.

Den 45-årige dobbelte Oscar-vinder og hendes manuskriptforfatter- og teaterdirektør-mand gentager deres livs rolle for fjerde gang ved at blive forældre igen.

Det meddelelser hendes repræsentant til ABC News.

- Upton-familien (Cate Blanchett og hendes mand Andrew) har adopteret en babypige. Ingen yderligere detaljer vil blive givet, lyder den korte, men glædelige nyhed på vegne af parret.

Edith Vivian Patricia Upton er navnet på den lille pige, som er blevet en del af Upton/Blanchett-klanen, der i forvejen består af drengene Ignatius "Iggy" Martin på seks år, 10-årige Roman Robert og teenageren Dashiell John på 13 år.

Det australske superpar har været sammen siden 1996 og giftede sig året efter. De er bosat på kænguru-kontinentet "Down Under" og er generelt meget private. 

Tidligere har skuespillerinden dog åbent lidt op for, hvordan det er at være mor til tre drenge.

- Det er rigtigt, at man bliver en smule dement af det. Men kaosset er fantastisk. Alle siger, jeg skulle få en pige også, men hvis den næste skulle blive en dreng, er det bare vores lod, fortalte hun tidligere til magasinet W Magazine.

Blanchett kan fra 12. marts ses i de danske biografer i eventyrklassikeren "Askepot," og det er en af de få film, hendes drenge rent faktisk gider at se mor i.

- Mine børn er i den alder, hvor jeg bringer dem i total forlegenhed. Jeg tvinger dem ikke til at sidde hjemme lørdag aften og se mors film, men denne vil de helt sikkert se, tilføjede Blanchett.

Skuespillerinden vandt i 2005 en Oscar for bedste kvindelige birolle for filmen "The Aviator," og ni år senere fik den selskab af hendes Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle i filmen "Blue Jasmine."

Newspaq

Dagens Gossip