Australske surfere vil dræbe hajer efter fatalt angreb

Myndighederne er på jagt efter den haj, som i weekenden dræbte en surfer ved den australske vestkyst.

Folk fra fiskeriministeriet i delstaten Western Australia er mandag atter gået på havet for at lægge kroge med madding ud i håbet om af fange rovdyret, som lørdag morgen kostede 35-årige Chris Boyd livet.

Hajangrebet fandt sted på en populær surfstrand i nærheden af den lille kystby Gracetown, der ligger cirka 270 kilometer syd for Perth. De lokale strande i området er fortsat lukket - heriblandt hovedstranden i Gracetown.

Tom Innes, som er et ledende medlem af surfklubben Margaret River Boardriders Club, mener, at man bør begrænse bestanden af hajer, som måler tre meter eller mere i længden.

- Faktum er, at antallet af hajer vokser. De angriber flere folk, end de plejer. Der er åbenlyst flere hajer i vandet og flere aggressive større hajer, som æder pattedyr og større bytte derude, siger han ifølge den australske tv-station ABC News.

Den politiske leder i Western Australia, premierminister Colin Barnett, har udelukket at holde haj-bestanden nede. Men han siger ifølge ABC, at han vil tale med delstatens fiskeriminister om, hvordan man kan styrke indsatsen på området.

Lokale haveksperter har beskrevet den australske vestkyst som den farligste hajzone i verden, når det kommer til omfanget af fatale angreb.

Men antallet er stadig relativt lavt. Selvom hajer er almindelige i australske farvande, er dødbringende angreb sjældne - kun ét af de gennemsnitligt 15 årlige angreb i Australien koster menneskeliv, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV