Avril Lavigne og Chad Kroeger: Vi skal separeres

Skrevet af admin

03/09/2015

Dagens topnyheder

Der er ikke længere sød musik mellem Avril Lavigne og Chad Kroeger.

Efter to års ægteskab bekendtgjorde den 30-årige sangerinde onsdag på et Instagram-billede fra parrets bryllup i 2013, at hun og den 40-årige Nickelback-frontmand skal separeres:

- Det er med tungt hjerte, at Chad og jeg annoncerer vores separation i dag. Ikke kun gennem ægteskabet, men også i musikken, har vi skabt mange uforglemmelige øjeblikke, skriver Lavigne og fortsætter:

- Vi er stadig - og vil altid være - de bedste venner. Tusind tak til vores familier, venner og fans for jeres støtte, lyder det fra den Grammy-nominerede "Complicated"-sangerinde.

Parret mødte hinanden i 2012, da Kroeger blev hyret til at skrive sange til Lavignes femte album. De to canadiske musikere forlovede sig hurtigt og giftede sig året efter i Sydfrankrig på Canadas nationaldag den 1. juli, hvor bruden var iklædt sort kjole.

Skilsmissen bliver Lavignes anden, da hun fra 2006 til 2010 var gift med Sum 41-frontmanden Deryck Whibley.

Den triste melding kommer midt i, at Lavigne så småt er ved at komme til hægterne igen efter at have været alvorlig syg og sengeliggende af borrelia siden december sidste år.

Se og læs Instagram-opslaget her: https://instagram.com/p/7I5TTpo4M0/?taken-by=avrillavigne

/ritzau/FOKUS