Baldeskade sendte Nicolai Jørgensen ud af FCK-nedtur

FC Københavns offensivprofil Nicolai Jørgensen blev skiftet ud allerede i første halvleg, da københavnerne torsdag aften tabte 0-4 hjemme til Club Brugge i Europa Leagues gruppe B. Grunden til udskiftningen var en skade i balden.

- Efter mit sammenstød med Marin Skender (Sønderjyske-målmand, red.) i søndags har jeg fået en blødning i balden, og jeg havde håbet, at den var gået væk, men det var den så ikke.

- Det blev værre og værre under kampen, og så vurderede jeg for holdets skyld, at det var bedre at få en spiller ind, der var 100 procent i orden, siger Nicolai Jørgensen.

- Når jeg satte af, var det som om, at der kom et lille stød, og jeg kunne ikke give mig 100 procent i sprint, for så strammede det op, så det var pisse irriterende. Nu håber jeg, at skaden er væk hurtigst muligt.

- Jeg troede, at det ville være som et trælår, og at det ville gå væk, lyder det fra Nicolai Jørgensen.

Han har ikke så meget at sige om selve 0-4-ydmygelsen.

- Vi blev spillet ud. De hakkede bare bolden ind på deres chancer. Vi må bare sige, at Brugge var bedst, siger Nicolai Jørgensen.

FCK fik en uventet gave af HJK Helsinki, som hjemme vandt 2-1 over Torino i gruppens anden kamp. Det betyder, at FCK trods kun fire point i fire kampe selv kan afgøre klubbens videre skæbne i de sidste to spillerunder.

- Vi ved, vi skal vinde i Helsinki, og så har vi en finale mod Torino på hjemmebane, og at det er tilfældet, skal vi være taknemmelige for, siger Nicolai Jørgensen.

/ritzau/

Dagens Gossip