Bekræftet: Legendarisk quarterback indstiller karrieren

Fire uger efter at han var med til at vinde Super Bowl for anden gang, har Peyton Manning besluttet at indstille karrieren.

Det bekræfter hans klub, Denver Broncos, på sin hjemmeside.

Mandag vil Peyton Manning selv annoncere, at han går på pension efter en karriere, der har strakt sig over 18 sæsoner.

Peyton Manning fylder 40 år senere på måneden, og rygterne om hans karrierestop har floreret siden Super Bowl-triumfen i februar, hvor Denver Broncos besejrede Carolina Panthers.

Selv har quarterbacken dog været tavs om sin fremtid, men ifølge espn.com ringede han lørdag til Broncos' ledelse for at give endelig besked om sin beslutning.

Peyton Manning spillede størstedelen af sin NFL-karriere i Indianapolis Colt, hvor det hele begyndte i 1998.

De seneste fire sæsoner har han repræsenteret Denver Broncos, hvor han altså stoppede på toppen som den ældste quarterback, der har vundet Super Bowl.

/ritzau/

Dagens Gossip