Bestyrelsesformand går fri efter Memory Card-konkurs

Skrevet af admin

27/03/2015

Dagens topnyheder

Revisorer og en tidligere bestyrelsesformand i Memory Card Technology er blevet frifundet i Højesteret for at skulle betale en erstatning på 100 millioner kroner til selskabets konkursbo.

Kuratorerne mente, at selskabet havde lidt et tab ved, at driften af selskabet fortsatte, efter at man burde have stoppet den.

Memory Card Technology blev erklæret konkurs i 2001 med et samlet tab på over 500 millioner kroner.

Selskabets tidligere direktør, John Trolle, der nu hedder Rasmussen, blev af Vestre Landsret i 2013 dømt til at betale 100 millioner kroner i erstatning til konkursboet. Han havde ikke anket til Højesteret.

Men Højesteret afgør altså i forhold til bestyrelsesformanden, at han levede op til sine forpligtelser som formand.

- Der kan ikke på grund af en enkeltstående fejl i forbindelse med hans håndtering af kritik fra koncernens fratrådte økonomidirektør være grundlag for at pålægge ham erstatningsansvar, lyder det i dommen.

Heller ikke revisorerne kan pålægges at betale erstatning, mener Højesteret modsat Vestre Landsret, som i 2013 havde pålagt revisorerne at betale 100 millioner i erstatning.

Direktør i revisionsvirksomheden PwC, Kim Füchsel, er svært lettet over frifindelsen.

- Vi skal alle huske, at der jo i denne sag er tale om, at den administrerende direktør for Memory Card Technology, John Trolle, bevidst har begået kriminelle handlinger og dermed bevidst har ført bestyrelse og revisor bag lyset.

- Derfor har vi også hele tiden vurderet, at vi som revisorer ikke kunne være ansvarlige for, at bankerne fortsatte deres udlån, og at bestyrelsen fortsatte virksomhedens aktiviteter. Det er vi glade for, at Højesteret er enig i, siger han i en mail til Ritzau.

Konkursen i Memory Card Technology i 2001 førte til en retssag, hvor direktøren var tiltalt for syv forhold, heriblandt vildledning af banker.

/ritzau/