Blå blok: Bandeforbrydelser skal give dobbelt straf

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Strengere straffe til bandemedlemmer rykker tættere på, når regeringen onsdag fremlægger sit lovforslag i Folketinget.

Regeringen vil med lovforslaget skærpe straffene for rockere og bandemedlemmer og samtidig forstærke den forebyggende indsats.

Men Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kræver nu i et nyt udspil, at al rocker- og banderelateret kriminalitet fremover skal give dobbelt straf.

Det vækker ikke begejstring hos hverken Kriminalforsorgen, Den Danske Dommerforening eller regeringen.

John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen, giver blå bloks udspil dumpekarakter.

- Forslaget er virkelig uigennemtænkt, og det kan slet ikke udelukkes, at hvis forslaget bliver til virkelighed, vil det utilsigtet lokke unge ind i banderne, siger John Hatting.

- Banderne vil helt enkelt presse og lokke unge, som endnu ikke er kendte bandemedlemmer til at begå dele af kriminaliteten – og særligt den grove kriminalitet.

Derudover vil det koste mange hundrede millioner af kroner at holde folk indespærret i årevis.

Mikael Sjöberg, formand for Dommerforeningen, mener, at retsordførerne fra blå blok går for langt med deres forslag, og at de har svært ved at skelne mellem den lovgivende og dømmende magt.

- Folketinget fastlægger, hvad der er strafbart og fastlægger straframmerne, men det er reglen, at domstolene foretager det konkrete skøn i den enkelte sag og udmåler den konkrete straf, udtaler Mikael Sjöberg i en meddelelse.

Den eneste kommentar Dommerforeningen har til politikernes ønske om at straffe hårdere, er, at "det bør ske i en anden form".

Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) tror ikke, at hårdere og længere straffe alene er vejen frem. Fokus skal i lige så høj grad være på forebyggelse og på at få de unge ud af banderne.

- Bandeproblemerne kan ikke bare tørres af på politiet og kriminalforsorgen. Vi kan ikke bare putte flere i fængsel og tro, at det løser problemerne. Vi risikerer at skabe endnu mere hærdede kriminelle, siger Karina Lorentzen.

- Erfaringerne fra USA, hvor man har forsøgt sig med strengere straffe, er, at det på ingen måde løser problemerne, siger hun.

/ritzau/