Børn på genopdragelsesrejse får lettere ved at vende hjem

Skrevet af admin

01/09/2014

Dagens topnyheder

Vurderingen af, om udenlandske børn, som for eksempel har været på genopdragelsesrejse i deres hjemland, kan vende hjem til Danmark, er blevet justeret.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Folketingets Ombudsmand.

Udlændingemyndigheders vurdering bliver nu i højere grad bygget på et skøn om, hvorvidt barnets oprindelige ophold i Danmark "var af sådan en karakter, at barnet må siges at være formet af det danske samfund".

Derudover vil det heller ikke trække ned i vurderingen, om barnet kan vende hjem til Danmark, at barnet ikke selv aktivt har forsøgt at komme tilbage til Danmark.

Desuden vil det heller ikke indgå i vurderingen, om barnet har været på en kort ferie i Danmark og efterfølgende er vendt tilbage til hjemlandet.

Den ændrede praksis kommer, efter at Folketingets Ombudsmand rejste en sag om myndighederne opfølgning af en højesteretsdom i 2012, der handlede om en nigeriansk dreng, der var blevet sendt på kostskole i Nigeria i fire år.

Den nigerianske dreng vendte som 16-årig tilbage til Danmark, og hans mor ansøgte efterfølgende myndighederne, fordi hun ikke mente, at hans opholdstilladelse burde være bortfaldet. Det afslog udlændingemyndighederne dog.

Sagen gik helt til Højesteret, der fastslog, at udlændingemyndighedernes afgørelse var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 om retten til privat- og familieliv.

Højesteret lagde vægt på, at drengen havde tilbragt ni år i Danmark, fra han var 3-12 år, og lod det heller ikke trække ned, at han som 15-årig havde været på en kort ferie i Danmark.

- Det vil ofte være af afgørende betydning for det enkelte barn at kunne vende tilbage til Danmark efter ophold i udlandet. Det er godt, at myndighederne har gennemgået og justeret deres praksis på området for at bringe den i fuld overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, si­ger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

/ritzau/