Bookmaker: Der er 65 procent chance for britisk ja til EU

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Britiske bookmakere vurderer torsdag, at der er 65 procent chance for, at den britiske folkeafstemning om en uge vil ende med et ja til, at Storbritannien forbliver i EU. Det viser odds'ene hos bookmakerfirmaet Betfair.

Det er en fremgang for ja-siden i forhold til onsdag, hvor det blev vurderet, at sandsynligheden for et ja til fortsat EU-medlemskab var 62 procent i henhold til odds'ene hos Betfair.

Usikkerheden om udviklingen i EU påvirker de finansielle markeder over alt.

Den russiske økonomiminister, Aleksej Uljukajev, siger, at muligheden for et såkaldt brexit, hvor Storbritannien forlader EU, har større betydning for de finansielle markeder end den amerikanske centralbanks beslutning om at fastholde den toneangivende rente.

I Hongkong faldt aktiekurserne torsdag, efter, at den amerikanske centralbanks øverste chef, Janet Yellen, havde advaret om et muligt brexit. Udtalelserne fik onsdag også kurserne til at falde i New York og svækkede dollaren i forhold til yen'en.

- Det er helt klart en meget vigtig beslutning for Storbritannien og for Europa, hedder det i udtalelserne fra den amerikanske centralbankchef med tilføjelsen:

- Det er en beslutning, som vil have følger for de økonomiske og finansielle vilkår på de globale finansmarkeder. Hvis det kommer til det, så vil det også kunne få følger for USA's fremtidige økonomi.

Bookmakere hos Betfair vurderede så sent som torsdag i sidste uge, at der var en sandsynlighed på 78 procent for et britisk ja til at blive i EU ved folkeafstemningen den 23. juni.

For bare få uger siden var sandsynligheden for et ja var på 85 procent.

De seneste meningsmålinger antyder derimod, at der er nogenlunde lige mange ja- og nejsigere.

Den britiske premierminister, David Cameron, som kæmper hårdt for et fortsat medlemskab, advarer om, at et nej vil medføre, at et helt årti vil blive mærket af usikkerhed.

/ritzau/Reuters