Brandvarme Ramsey: Vi spiller med stor tålmodighed

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Med sit 11. sæsonmål sikrede midtbanespilleren Aaron Ramsey Arsenal en vigtig 1-0-sejr i Champions League-kampen ude mod Dortmund.

Blandt årsagerne til sejren skal man ifølge målscoreren finde opbakning fra lægterne og tålmodighed på banen.

- Vi står rigtig godt defensivt, og så er vi meget tålmodige. Det var en god indsats og et godt resultat.

- Det er et svært sted at få et resultat med hjem fra, men vores fans stod bag os, og vi fik en sejr til dem, siger Aaron Ramsey ifølge AFP.

Ramseys mål blev scoret efter 62 minutters spil, da han fik panden på en bold fra Oliver Giroud i det lille felt. Det var Arsenals første målchance i kampen.

Dortmunds målmand Roman Weidenfeller havde ellers set sit hold dominere den første time, men hans hold savnede heldet og skarpheden.

- Vi var heldige i London, og det blev vi straffet for i aften.

- Vi manglede idéerne oppe foran og ville gøre tingene lidt for pænt. I vejr som dette skal man skyde en smule mere, siger Roman Weidenfeller, og tilføjer at gruppen stadig er åben.

Med sejren topper Arsenal gruppe F med ni point, mens Dortmund har seks point.

Napoli, der hjemme slog Marseille 3-2, har ligesom englænderne ni point, men er dårligere indbyrdes.

Dortmund mangler at møde Napoli hjemme og Marseille ude, mens Arsenal får besøg af franskmændene og skal en tur til Italien.

/ritzau/